Vinene fra Cheverny, eller arven fra et palads der aldrig blev bygget

1519. Firs tusind vinstokke forlader deres bourgognske vugge med kurs mod Sologne, på ordre fra Frans 1. Deres mål: omgivelserne ved slottet i Romorantin, hvor Louise af Savoyen, kongens mor, holdt hof, og hvor et palads tegnet af Leonardo da Vinci skulle rejse sig. Paladset blev aldrig bygget. Vinstokkene blev.

Det er ad denne omvej, at vinen fra Cheverny træder ind i historien. Og det er det, der gør denne vinmark så særegen: landsbyen, hvor vi tager imod jer, har ved siden af den appellation, der bærer dens navn, den eneste appellation i Frankrig, som udelukkende er viet til en drue, der ikke dyrkes noget andet sted. Den hedder romorantin, efter byen hvor den kom i land for fem århundreder siden.

Druen fra et palads, der aldrig blev bygget

Tilbage til arkiverne. I 1519 lod Frans 1. firs tusind vinstokke flytte fra Bourgogne til Romorantin, hvor hans mor holdt hof. Samme år vendte alting: Leonardo døde på Le Clos Lucé i maj, det store paladsprojekt blev opgivet, og i september slog den kongelige byggeplads sig i stedet ned på en sumpet grund i Sologne. Den sump skulle blive til Chambord, og vi har andetsteds fortalt, hvad der blev af den. Kongens vinstokke fulgte dog ikke med håndværkerne. De slog rod.

Traditionen gjorde dem til »Frans 1.s vinstokke«, givet videre fra generation til generation. Den moderne ampelografi, som læser druesorter, sådan som andre læser kirkebøger, føjer en endnu mere overraskende detalje til: romorantin har de samme forældre som chardonnay. En bror til en af verdens mest udbredte druer tilbragte altså fem hundrede år inden for en radius af tredive kilometer uden nogensinde at søge lykken andetsteds. En smuk historie, og for en gangs skyld modsiger arkiverne den ikke.

Århundredet hvor alt nær var forsvundet

Det var dog tæt på at gå galt. I slutningen af 1800-tallet hærgede phylloxeraen vinmarkerne, her som overalt i Frankrig. Hele skråninger blev aldrig genplantet, og romorantin, den mest hemmelighedsfulde af alle druer, kunne være uddød uden en lyd. En håndfuld stædige familier podede den om, stok for stok. Fotografiet, der åbner denne artikel, viser vinhøsten i Cour-Cheverny i 1905, netop som den generobring var vundet: de samme rækker, de samme bevægelser, få minutter fra vores gårdsplads. På Domaine des Huards i Cour-Cheverny blev de ældste romorantin-stokke, der stadig er i produktion, plantet i 1922 af Eugène Magloire Gendrier. Deres druer høstes stadig, et århundrede senere.

To appellationer til ét kirketårn

Det kræver lidt opmærksomhed at læse et vinkort fra egnen, og det er en fornøjelse for både vinsmageren og historikeren. Cheverny og Cour-Cheverny, to landsbyer med ti minutters gang imellem sig, bærer to forskellige appellationer, anerkendt ved samme dekret af 26. marts 1993, efter tyve år som appellation af »højere kvalitet«.

AOC Cheverny er en blandingsvin: sauvignon i spidsen for de hvide, pinot noir og gamay til de røde og rosé. AOC Cour-Cheverny kender derimod kun én drue, romorantin, udelukkende i hvid, på omkring halvtreds hektar fordelt på elleve landsbyer. Når man åbner en flaske af den, drikker man en vin, der bogstaveligt talt ikke findes noget andet sted.

Hvad der er i glasset

Ung er en cour-cheverny en tør og frisk vin med bemærkelsesværdig længde, som serveres kold og på frugten: asparges, fisk, kammuslinger, lyst kød. Det er med alderen, at dens sande karakter folder sig ud. Farven får gyldne glimt, honning og akacie melder sig, og den ledsager da retter, som få hvidvine tør se i øjnene, fra stegt foie gras til hummer. Vinbønderne siger det gerne: det er en lagringsvin, der næsten altid drikkes for tidligt.

Cheverny hvid, mere umiddelbar, spiller på sauvignonens friskhed. Den røde, let og frugtig, har det fint med at blive serveret let afkølet ved et sommerbord, ude i gården. Ærlige, letdrikkelige vine til stadig rimelige priser: Loiredalen, før ranglisterne opdagede den.

Og som altid her gør egnens køkken halvdelen af arbejdet. En hvid cheverny til Sologne-asparges om foråret, en let afkølet rød til en gedeost fra dalen, en moden cour-cheverny til efterårets vildt: vinmarken og spisekammeret er vokset op sammen, og det kan smages.

Maison des vins, over for slottet

Vil man smage, før man vælger, er én adresse nok. Maison des vins de Cheverny, 1 avenue du Château, ligger over for slottets gitterporte: omkring hundrede vine skænkes til smagning her, fra omkring halvtreds vinbønder fra de to appellationer og deres 772 hektar.

At skubbe døren op til domænerne

Maison des vins er et forværelse: vinmarken forstås bedst hos dem, der dyrker den. Mange domæner i de elleve landsbyer tager imod efter aftale, og husets personale fører listen over dem, hvis kældre står åbne. Bed om en ti år gammel cour-cheverny, hvis chancen byder sig: det er den bedste måde at forstå, i ét enkelt glas, hvorfor denne drue var et dekret værd.

Bagefter er der ikke andet tilbage end at gå hjem, med en flaske under armen, ad rue Nationale. På Le Clos Amarante venter glassene i spisestuen, og gårdspladsen er skabt til de sene eftermiddage, hvor man med stor alvor sammenligner en appellation fra 1993 og en drue på fem århundreder…

Oplysningerne er kontrolleret den 18. august 2026 på det officielle websted for Maison des vins de Cheverny og hos appellationernes vinbondeforening. Åbningstider og priser ændrer sig: et blik på maisondesvinsdecheverny.fr, før I tager af sted.